30. nov. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Har kongehuset mon lyttet til kritikken? Gæstelisten til kongejagten vækker opsigt

Kronprins Frederik
Kronprins Frederik
Foto: Hanne Juul
Kongehuset har ad flere omgange fået kritik for, at der ikke var nogen kvinder med på de traditionsrige kongejagter, men torsdag var billedet et noget andet.

Kongejagter har været en tradition gennem mange år, og torsdag var kronprins Frederik på endnu en kongejagt – den tredje af slagsen her i november måned.

Kongejagterne er kongehusets officielle jagter, og de afholdes i jagtsæsonen fra den 1. oktober til midten af januar i de danske statsskove. Foruden de kongelige deltager også repræsentanter fra regionen, kommunen og erhvervslivet samt jægere fra omegnen.

Det var også tilfældet, da der torsdag den 30. november var kongejagt i Klosterheden Plantage i Vestjylland. Noget var dog ikke, som det plejer at være, for gæstelisten afslører, at der var flere kvinder med, end der plejer.

Kongehuset har tidligere fået kritik, både i medier og på sociale medier, for, at der ikke var nogen kvinder med til de traditionsrige kongejagter, men noget kunne tyde på, at man har taget kritikken til sig.

Der var nemlig fire kvinder med til torsdagens kongejagt i Klosterheden Plantage:

Apoteker Benedicte Hjerl Carstensen

Logistikdirektør, J. Logistica A/S og Skandinavisk Logistik A/S Suzanne Guss Boldsen

Brigadegeneral, Forsvarets Reserve Charlotte Ployart Wetche

Bestyrelsesformand for Sparekassen Danmark, norsk konsul Birte Dyrberg

De indbudte gæster, her i blandt apoteker Benedicte Hjerl Carstensen venter på Kronprinsen, da Kronprins Frederik afholder Kongejagt i Klosterheden Plantage mellem Struer og Lemvig torsdag den 30. november 2023. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)
Her ses to af kvinderne til dagens kongejagt. Til venstre er det apoteker Benedicte Hjerl Carstensen og i midten ses brigadegeneral, Forsvarets Reserve Charlotte Ployart Wetche
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

I alt var der 22, som deltog i jagten, så det er stadig langt under halvdelen, som er kvinder.

Tal fra miljøministeriet viser, at der i 2022 var 22.525 jagttegnsberettigede kvinder, mens der var 203.157 jagttegnsberettigede mænd.

Det svarer til, at 11,1 procent af de jagttegnsberettigede i Danmark er kvinder.

Til kongejagten i Gribskov den 16. november var der ikke nogen kvinder, der deltog, men da der den 21. november var kongejagt i Gludsted Plantage i Jylland, var der to kvinder med.

Læs mere om: