2. nov. 2013
Af Jan Bergman

Her er prinsesse Maries mange ansigter

Danmarks prinsesse Marie er en varm og udadvendt personlighed, der ikke behøver at sætte en facade op, når der er kameraer tilstede. Se nogle af vores fine billeder her.

Da Marie Cavallier lod sig gifte med prins Joachim den 24. maj 2008 i Møgeltønder Kirke, fik hun titel af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie og blev samtidigt den nye frue på Schackenborg Slot.

Sammen har Marie og Joachim fået to børn, prins Henrik og prinsesse Athena. De bor for det meste i deres hjem på Schackenborg, men når de er i København, rykker de ind i deres residens i Christian VIII's Palæ, Amalienborg.

Prinsesse Marie blev født i Paris, Frankrig den 6. februar 1976 og er barn af Françoise Grassiot og Alain Cavallier. Marie blev døbt Marie Agathe Odile Cavallier.

Marie er opvokset som eneste pige i en søskendeflok på fem. Efter forældrenes skilsmisse flyttede prinsesse Marie med sin mor til Genève, Schweiz. Her gik hun på kostskolen College Alpin Beau Soleil, hvor hun fik sin studentereksamen i 1993.

I 1994-1995 læste prinsessen økonomi på universitetet i Genève. Derpå rejste hun til USA for at starte på Babson College i Boston. Kort tid efter blev studierne dog skrinlagt til fordel for et it-job i New York.

I 1997 startede Prinsesse Marie ved Marymount Manhattan College i New York, hvorfra hun blev bachelor i humaniora (liberal arts) i september 1999.

Efter studierne arbejdede hun halvandet år i internetannoncevirksomheden DoubleClick i New York. I 2002 vendte hun tilbage til Europa, hvor hun arbejdede i presseafdelingen i reklamebureauet Media Marketing i Paris. I 2004 blev hun ansat som assistent for direktøren i det Reuters-ejede nyhedsbureau Radianz i Paris. Fra 2005 frem til ægteskabet med Prins Joachim var hun direktionssekretær i stedfaderens firma, ING Numismatic Group i Genéve.

Prinsessen taler fire sprog flydende (fransk, italiensk, engelsk og spansk) og modtager undervisning i dansk.

Kilde Wikipedia

Læs mere om: