Her står prins Henriks kiste
Efter rejsen fra Fredensborg Slot til Amalienborg torsdag formiddag, er prins Henriks kiste blevet placeret i Riddersalen i regentparrets residenspalæ, Christian IX's palæ.
Ifølge hoffet står kisten her på bukke lavet af kalmarfyr, der er speciallavet til anledningen af medarbejdere ved Amalienborg.
Holder æresvagt
Helt efter prinsens eget ønske er det fire værnepligtige fra henholdsvis Livgarden og Kongeskibet Dannebrog, der står æresvagt ved kisten.
Omkring kisten er der levende lys i store lysestager fra Rosenborg Slot. Samme lysestager blev også brugt ved kong Frederiks kiste i 1972 og ved dronning Ingrids kiste i 2000.
Sidste rejse
Fredag klokken 18 køres kisten fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke i en rustvogn efterfulgt af den kongelige familie. Her bisættes prinsen fra på tirsdag.