Hjemme på Amalienborg: Mary modtog personlig gave
Det var en glad og spændt kronprinsesse Mary, der tirsdag modtog Maternity Foundations fine jubilæumsbog "Det må ikke koste liv at give liv", som hun har skrevet forordet til.
Bogen skulle kronprinsesse Mary allerede have modtaget ved et besøg hos organisationen den 8. december, men så blev prins Christian testet positiv for covid-19 og hele kronprinsfamilien gik derefter i isolation på Amalienborg.
Hjemme på Amalienborg
Nu flere måneder efter kunne det heldigvis lade sig gøre at mødes og så fandt det endda sted i de fornemme lokaler hjemme i Frederik den 8.'s Palæ på Amalienborg.
"Det må ikke koste liv at give liv” – det er titlen på Maternity Foundation bog, som Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen har skrevet forord til. Bogen udkom i efteråret i anledning af organisationens 15-års jubilæum, men som Kronprinsessen på grund af omstændighederne først kunne modtage ved et møde i dag.
På mødet fortalte Henriette Svarre Nielsen og Anna Frellsen om organisationens arbejde for at reducere mødredødelighed og spædbørnsdødelighed i udviklingslande - blandt andet med Safe Delivery Program. Men tallene er stadig alt for høje og forventes desværre at stige meget på grund af coronasituationen. Så der er lang vej til, at vi når målsætningen i bogens titel." skriver kongehuset til opslaget med de fine billeder fra besøget på deres sociale medier.
Alle har ret til sikker fødsel
I forordet skriver kronprinsesse Mary, at alle kvinder, uanset hvor de bor, har ret til en sikker graviditet og fødsel.
Derefter kommer hun ind på, hvor meget det betyder, at have en jordemoder og andet sundhedspersonale under både graviditet og fødsel og at mange kvinder i verden ikke har den mulighed.
Hjælper kvinder
Netop organisationen Maternity Foundation arbejder for at hjælpe kvinder til mere sikre graviditeter og fødsler, blandt andet med deres Safe Delivery App, som er et uddannelses- og arbejdsredskab for sundhedsmedarbejdere i hele verden, der hjælper dem til bedre at håndtere fødselskomplikationer og dermed redde liv.
Kronprinsesse Mary har været en meget engageret og aktiv protektor for Maternity Foundation i ti år.
Bogen skrevet af Kirsten Weiss og for hver solgt bog doneres 100 kroner til Maternity Foundations arbejde.