Hjertelig velkomst til prinsesse Marie og prins Joachim på solskinsøen
For første gang nogensinde har Folkemødet på Bornholm fået kongeligt besøg.
Prins Joachim og prinsesse Marie ankom fredag formiddag til solskinsøen, hvor de dagen igennem blandt andet skal besøge nogle af deres protektioner.
Hjertelig velkomst
Folkemødet foregår i kystbyen Allinge, og smilene var store, da ægteparret kl. 10.20 blev budt velkommen af Bornholms borgmester, Winni Grosbøll.
Bagefter blev prins Joachim og prinsesse Marie fulgt op ad den fyldte hovedgade på gåben, men deres veje måtte kort efter skilles. De har nemlig begge et travlt program for dagen.
Travlt program
I løbet af dagen besøger prins Joachim blandt andet Landbrug & Fødevarer, Diabetesforeningen og Hjemmeværnet, mens prinsesse Marie blandt andet lægger vejen forbi Folkekirkens Nødhjælp, Beredskabsstyrelsen og Miljø & Fødevareministeriet.
Folkemødet fejrer demokratiet i Danmark og har været holdt i Allinge siden 2011.