Husker du? Kronprins Frederiks vidunderlige bryllupstale til kronprinsesse Mary
Der var ikke et øje tørt, da kronprins Frederik holdt tale for sin smukke brud under bryllupsmiddagen på Fredensborg Slot den 14. maj 2004.
Mange husker især, at kronprins Frederik havde valgt at afrunde talen med et smukt citat af sangskriveren Lars H.U.G – "kom lad os gå, kom lad os se – gennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed".
Ordene havde kronprins Frederik hentet fra omkvædet til sangen "Mon De Kan Reparere Dig?" fra Lars H.U.Gs meget roste album "Kysser Himlen Farvel" fra 1987.
Men bryllupstalen indeholdt også mange af kronprins Frederiks egne rørende og smukke ord, og talen er værd at genlæse i sin helhed.
Læs hele talen under billedet.
Kronprins Frederiks tale til kronprinsesse Mary
"Deres Majestæter, Deres Kongelige Højheder – My Dear New Family, Dear John, What a privilege, what a thrill, what an extraordinary feeling of happiness you have created in me. One might say that Mary also belongs to you – but as of today: She belongs to me – and I belong to her.
But there is much more to that sentence than just words. It signifies the end of a period of freedom, of trial and error, where accountability was up to me alone. The sentence also has another side which is only just beginning. To me it means responsibility, trust and sharing. By allowing me to take Mary’s hand and lead her onwards in a new life for better and for worse, you have shown me that you trust me to be capable and responsible in that act throughout life – it’s called love.
For that I am very grateful to you. I love her and I will protect her with all my heart. I will do my best to make her feel confident and at home in her new country.
Kære Mary, I år 2000 i Sydney forenedes de 5 OL-ringe for 25. gang. Australien var for mig et ukendt og uudforsket kontinent, som bl.a. symboliseres i den femte og nederste olympiske ring. Jeg befandt mig på ukendt land blandt glade og feststemte fremmede.
Min eneste bagage var på daværende tidspunkt mine høje forventninger til mit ophold samt en vis portion selvtillid. Næsten 200 år tidligere var en anden dansker ved navn Jørgen Jürgensen ankommet under andre forhold, men ligeledes med stor forventning og selvtillid. Han forlod dog hurtigt Sydney og sejlede til Tasmanien – dit land – en stat i Australien. Her skabte han sig et rygte, som endte med at tage livet af ham.
Jeg var kun to dage gammel i Australien, og vores skæbne var beseglet. Dog stadig ubevidst for os begge, men den udstråling, du har, skinnede klart og stærkt for mig fra vores første møde. Siden da er jeg blevet forblændet og afhængig af den. Mit liv var indtil da en stræben efter at skabe en større selvstændighed, uden at indskrænke mit råderum.
Mine muligheder var store, og min verden ofte ensom. Men begge dele styrkedes til stadighed i tid og rum, fordi min nysgerrighed og positive tro på det endegyldige drev mit værk frem. Så rejste du ind i min verden, og meget er allerede hændt.
Nu er her to verdener – ja sandsynligvis flere; det er dem, vi nu skal udforske sammen side om side. I lys og i mørke, sommer, efterår, vinter, forår – altid. Den glæde og styrke, du giver mig, er som solen i dagtimerne, der med sit skær slår al tvivl og mørke i jorden. Og som månen i natten lyser du, vågende med et fagert skær af mildhed, som fratager mørkets symboler deres drillende og indbildske spillerum.
Jeg vælger ofte at opfatte lyset fra en ny dag som det uberørte, uerfarnes og uskyldiges genfødsel. Måske lidt naivt – alligevel er det skønt at lege, at alting begynder på ny. En ny verden fødes igen med lyset fra den nye dag. Dette øjeblik er “os” to – nye sammen, unge sammen, uskyldige sammen, forelskede sammen – bare sammen. Du giver mig tryghed, glæde og lykke. Jeg er nærmest ved at boble over af spørgelyst på, hvad den nærmeste og fjerneste fremtid vil bringe for os – og det er dig, der skal svare. Men jeg skal nok prøve på at styre mig, for to spørgsmål er jo allerede besvaret med et ja af os begge to. Det er svar, som vil gælde for os for altid – og behøver vi lys i vores søgen på svar, kræver det blot, at vi hæver blikket og kigger op mod himmelen. Der ligger evigheden, der tillige kan vise os vejen, der til tider bliver væk.
Jeg elsker dig Mary
– kom lad os gå, kom lad os se – gennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed.
Deres Majestæter, Deres Kongelige Højheder, Må jeg bede alle rejse sig, og med mig udbringe en skål for min brud."