HUSKER DU: Mary og Marie meldte afbud til nytårstaflet
Det sker yderst sjældent, at der er afbud fra familiemedlemmer, når dronningen inviterer til den traditionsrige nytårskur og -taffel 1. januar.
Men faktisk har begge dronning Margrethes svigerdøtre sendt afbud.
Endda to år i træk.
I 2011 var det kronprinsesse Mary, der ikke kunne deltage i den store fest på årets første aften.
Kronprinsessen var dengang højgravid og blev derfor hjemme.
Blot syv dage senere, den 8. januar, kom prins Vincent og prinsesse Josephine til verden.
Året efter, i 2012, var det så prinsesse Marie, der takkede nej til svigermors nytårsfest.
Også her handlede det om familieforøgelse, da prinsessen var gravid og, som så mange andre gravide gør det, var gået på barsel frem mod den kommende fødsel.
Prinsesse Athena blev født lidt mere end tre uger efter nytårskuren og taflet, nemlig den 24. januar.