Hvad kan det mon betyde? Prins Christian følges af tv-hold
Der er fuld gang i forberedelserne til prins Christians 18-års fødselsdag i midten af oktober, og ud over bordplan, menu og gæsteliste, skal fødselaren øjensynligt også nå forbi en række interessante steder i Danmark, inden han fylder år.
Det fremgik for nyligt på eb.dk, at man havde truffet prins Christian på rundvisning på Christiansborg med far kronprins Frederik ved sin side, anført af Folketingets formand Søren Gade (V).
De var dog ikke alene - den royale duo blev nemlig fulgt af et tv-hold fra DR.
Ekstra Bladets journalister spurgte naturligvis, hvad besøget drejede sig om, hvortil kronprins Frederik blandt andet meddelte, at "Vi er i lære".
Avisen fik senere følgende kommentar fra kongehuset:
”Kongehusets Kommunikationsafdeling bekræfter, at Kronprinsen og Prins Christian i øjeblikket besøger en række centrale statsinstitutioner som led i forberedelserne til Prinsens 18-års fødselsdag”.
Der rejser sig dog et bestemt spørgsmål: Hvad kan årsagen være til, at der var et tv-hold fra DR med de kongelige på rundvisning på Christiansborg?
BILLED-BLADETs hofreporter Ulrik Ulriksen, som har fulgt det danske kongehus gennem en årrække, har en teori om, hvad der kan være i gære:
- Når prins Christian fylder 18, vil hans rolle i offentligheden ændre sig markant. Selv om kongehuset tidligere har meldt ud, at han de kommende år skal koncentrere sig om sin uddannelse og hverken tegne sig for diverse officielle opgaver eller modtage apanage, forventes det, at han dog vil kunne ses i flere officielle sammenhænge, end før han blev myndig.
- Derfor kan det tænkes, at man fra kongehusets side har tilrettelagt en strategi omkring, hvordan danskerne skal lære prins Christian bedre at kende, og en tv-dokumentar med prinsen i fokus kan være en del af den strategi, fortæller Ulrik Ulriksen.
Hofreporteren mener, det vil være en perfekt optakt til det store fødselsdagsbrag i oktober:
- Pludselig er gruppen af myndige medlemmer af kongehuset udvidet med en prins, hvis person vi ellers kun kender til i begrænset omfang, fordi vi har tradition for, at kongefamiliens børn kun fotograferes eller interviewes, når det er relevant og i overensstemmelse med reglerne. For eksempel i forbindelse med officielle begivenheder, hvor de deltager.
- Med et dokumentarformat har prins Christian mulighed for at give et nuanceret og personligt billede af, hvem han er, og hvad han interesserer sig for. Og ikke mindst hvordan han forbereder sig til sit kommende arbejde. Det kan også blive vanvittigt spændende at komme tættere på hele den proces, tilføjer Ulrik Ulriksen.
Det vides endnu ikke, om tv-optagelserne fra Christiansborg munder ud i en dokumentar, eller hvad planen præcist er med optagelserne.