
De er top, midte og bund: Dronning Mary på særlig liste med andre danske kongelige
Gang på gang trækker dronning Mary overskrifter for sin stil, og især hendes evne til at genbruge de forskellige dele i hendes garderobe på nye måder, får hun stor ros for.
Men der kommer også nye ting ind i hendes klædeskab, og hvert år laver den royale modeblog UFO No More en omfattende oversigt over de royale kvinders tøjforbrug.

Bloggen har regnet sammen, hvor meget tøj, de har debuteret i det forgange år, og ud af 20 kongelige kvinder lander Danmarks dronning på en 9. plads.
Ifølge modebloggen har dronning Mary debuteret 106 stykker nyt tøj eller tilbehør i 2025 til en samlet pris på i alt 570.000 kr.
Øverst på listen finder vi også en kvinde med danske aner: Det er nemlig Maria-Olympia, som er dronning Anne-Maries barnebarn. Hun debuterede 79 stykker nyt tøj med en samlet pris på 1,8 mio. kr.
Nederst på listen, på 20. pladsen, finder vi faktisk også en dansk kongelig: Prinsesse Marie debuterede sidste år 23 stykker nyt tøj eller tilbehør med en samlet pris på 58.000 kr.
