
Kig under frakken afslørede raffineret snit: Dronning Mary strålede i sort-hvid stil

På trods af de mange store og verdenskendte politiske navne ved onsdagens EPC-middag på Amalienborg var dronning Mary en af de helt store lysende stjerner på den røde løber.
I aftenens særlige anledning bar hun et flot monokromt look bestående af brede hvide bukser og en matchende ærmeløs bluse med høj rund hals samt en lækker lang sort frakke fra Harris Wharf London.

På et tidspunkt kunne man under frakken skimte en raffineret detalje i form af en elegant drapering i siden.

Det afslørede, at dronningens umiddelbart enkle bluse helt sikkert gemte på endnu flere spændende detaljer.

Og rigtig nok - senere på aftenen delte kongehuset et dejligt billede af kongeparret, hvor man endelig kunne nyde endnu flere af blusens gennemførte detaljer.
Det viste sig, at draperingen i siden er del af et bredt bælte i taljen.

Blusen er, ifølge Ufo no more, fra australske Carla Zampatti.
Det samme er de matchende bukser.

Dronning Mary bar til sit flotte look et par af sine favorit-stilletter fra Gianvito Rossi.
