24. aug. 2022
Af Marianne Singer

Klar til ny dag i Nuuk: Derfor berører det kronprinsesse Mary personligt

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/_han6639_1.jpg
Foto: Hanne Juul
Kronprinsesse Mary starter onsdag morgen sit arbejdsbesøg i grønlandske Nuuk med at sætte fokus på et emne, der i høj grad berører hende personligt.

Kronprinsesse Mary begynder onsdag morgen sit arbejdsbesøg i grønlandske Nuuk med at deltage i en konference, som sætter fokus på et svært emne, der berører hende personligt.

Som protektor for rådgivnings- og forskningscentret Børn, Unge & Sorg og Det Nationale Sorgcenter er hun netop ankommet til konferencen "Sammen om sorgen" på Hotel Hans Egede, der er arrangeret af Det Nationale Sorgcenter i anledning af, at organisationen starter en sorglinje op i Grønland.

https://imgix.billedbladet.dk/_hjp3251_1_0.jpg
Kronprinsesse Mary blev modtaget af Preben Engelbrekt, direktør og grundlægger af Børn, Unge og Sorg, og Mimi Karlsen, Grønlands minister for børn, unge, familier og sundhed.
Foto: Hanne Juul

Mistede mor

Kronprinsessen var selv kun 25 år, da hendes mor, Henrietta Donaldson, døde efter en hjerteoperation, og ensomheden, der fulgte med sorgen, var enorm.

- Det var, som om verden fortsatte, og jeg stod stille, har kronprinsessen tidligere forklaret.

Deler følelser

I hele taget har kronprinsesse Mary aldrig været bange for at dele sine følelser omkring at miste sin mor for derved at hjælpe andre i en lignende situation. Således holdt kronprinsesse Mary en meget personlig tale, hvor hun fældede tårer, da hun i november 2020 som protektor deltog i Børn, Unge & Sorg foreningens 20-års jubilæumsfejring i Skuespilhuset i København.

Blev overrasket

Efterfølgende skrev kronprinsessen på kongehusets sociale medier, at hun blev overrasket over, hvor rørt hun blev under sin tale. "Det er svært, hvis ikke umuligt, at finde mening i at miste én man elsker. Men det, der giver mening, og noget, der ikke kan tages fra os, er alt det, vi havde med den person.”⁣⁣

Med de ord indledte jeg min tale til Børn, Unge og Sorgs 20-års Jubilæum i går. Naturligvis var det for mig en af de sværere taler at holde. Men jeg blev til min egen overraskelse mere rørt, end jeg ville havde troet. Og sådan er det med sorg, den kan ramme når som helst. I går var nu ikke ’når som helst’, det var nemlig markeringen af en organisation, der arbejder med at hjælpe børn og unge igennem deres sorg og med troen på, at livet igen kan blive helt, men…. på en ny måde.⁣⁣
Det, der rørte mig på talerstolen i går, er lidt svært at forklare. Det handlede ikke så meget om mit eget tab, men mere om, at mange af os i rummet havde noget særlig til fælles. Vi var fælles om at have mistet, og jeg kunne mærke den fælles forståelse, det tab giver. Den kræver ikke ord, den er der bare…⁣⁣
Og den fælles forståelse bruger Børn, Unge og Sorg som et helt centralt element i sorgarbejdet. De frivillige på Sorglinjen finder for eksempel mening i det meningsløse, når de bruger deres dyrekøbte erfaringer til at give andre unge et håb.⁣⁣
Og håb er omdrejningspunktet. Håbet om, at man kan lære at leve med sorgen som en del af livet og tage den, man har mistet, med sig. Det har jeg lært…⁣", skrev kronprinsesse Mary dengang.

Læs mere om: