Kong Frederik deler særlig episode fra norsk statsbesøg: – Ikke en finger at sætte på kvaliteten
Torsdag var kong Frederik til festlig fejring på Københavns Rådhus.
Her var han med til at markere, at Københavns Drengekor kan fejre 100-års jubilæum, og i sin tale slog kongen fast, at den københavnske sanginstitution står hans hjerte utroligt nært.
– I var med, da Dronning Mary og jeg blev viet. I var med, da Vincent og Josephine blev døbt. Og I var med, da Kronprinsen fyldte 18 år. Blandt utallige andre gange, fortalte han i sin tale.
Altid stolt
Kong Frederik fortsatte sin lovprisning med at fortælle om sine mange rejser med koret:
– I er så dygtige, at I ofte bliver brugt, når vi fejrer noget særligt eller viser resten af verden, hvad vi har at byde på i Danmark. I er kulturambassadører, og dronning Mary og jeg er altid stolte af at rejse med jer, lød det fra kongen, der konkretiserede med en særlig rejse:
– Senest var I med i Norge på vores andet statsbesøg som kongepar. Det var en varm dag, programmet skred, og I måtte stå længe i solen. Trods forholdene var der ikke en finger at sætte på kvaliteten, og med vanlig professionalisme satte I et smukt punktum for et vellykket program, lød hans storroser til Københavns Drengekor.