
Kong Frederik fik besøg af klassekammerat på Kongeskibet Dannebrog

Der var en gammel ven blandt gæsterne, da kong Frederik og dronning Mary mandag aften bød ombord på kongeskibet.
Det afslører gæstelisten, hvor man kan se, at kommandørkaptajn Morten Hvilshøj var inviteret med til reception i forbindelse med kongeparrets sommertogt.
Morten Hvilshøj, der er chef for Søværnets Center for Maritim Uddannelse og Skibssikkerhed, og kong Frederik lærte hinanden at kende, da de gik på stabskursus sammen.
Det har Morten Hvilshøj tidligere for talt til TV 2. Det var i forbindelse med kongens første audiens, hvor kommandørkaptajnen var forbi Christiansborg for at takke for sit Ridderkors.
– Jeg synes lidt, at jeg kender Majestæten fra tidligere. Vi har gået i klasse sammen på stabskursus. Og jeg har sejlet undervandsbåd, hvor han har været med. Så jeg tror, det bliver nemt at snakke med majestæten, fortalte Morten Hvilshøj om relationen til kongen over for TV 2.
Kong Frederik og dronning Mary rejser i øjeblikket rundt i landet på årets sommertogt. Mandag blev togtet skudt i gang i Frederikshavn Kommune. Herefter er turen gået videre til Thisted Kommune, og de næstkommende dage sejler kong Frederik og dronning Mary videre til Læsø og Samsø.
