
Kong Frederik: Jeg føler mig meget hjemme

På en forårsdag i Nuuk afsluttede kong Frederik en oplevelsesrig tirsdag med middag i Hans Egedes Hus sammen med en række grønlandske politikere.
Dagen bød både på naturoplevelser og hjertelige gensyn.
Kongen tilbragte dagen i selskab med formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, hvor de blandt andet tog på tur i fjeldene bag Nuuk i en UTV.
Tidligere havde de været ude på fjordsejlads, hvor kongen fangede en rødfisk og nød de spektakulære omgivelser.
- Jeg føler mig meget hjemme, lød det fra kong Frederik om Grønland til det grønlandske medie Sermitsiaq, da han ankom til middagen i Hans Egedes Hus.

- Det gør jeg altid, når jeg kommer til Grønland, og det er dejligt at være her igen, tilføjede kong Frederik til mediet.
Vejret har dog sat sit præg på turen.
Ankomsten blev forsinket fra mandag til tirsdag, og en planlagt udflugt med Siriuspatruljen senere på ugen er blevet aflyst.
Onsdag fortsatte kongens besøg med blandt andet et besøg på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik.