
Kong Frederik låner privat ejendel ud: Senere skal det have en ny plads

Kong Frederik er torsdag ankommet til Bornholm.
Årsagen til, han besøger solskinsøen, har Kongehuset røbet, er, fordi han fredag skal skyde årets bukkejagt ind.

Men inden da gjorde kong Frederik et vigtigt pitstop ved Bornholms Center for Kunsthåndværk på Grønbechs Gård i Hasle.
Her afleverede han personligt en helt særlig genstand. Faktisk en af hans egne.
For genstanden modtog kong Frederik og dronning Mary i gave fra Kommuneqarfik Sermersooq i forbindelse med deres officielle besøg i Grønland i 2024.
Genstanden er et unikt hvalroskranie, der er udsmykket til at fortælle historien om de første grønlændere, som er lavet af kunstneren Kim Kleist-Eriksen.
Kongens private ejendel udlånes til udstillingen ”Kusanartuliat: Impressions & Expression”, der indeholder både traditionelt og moderne grønlandsk kunsthåndværk.
Hvalroskraniet kan frem til den 29. juni ses på Bornholms Center for Kunsthåndværk, men da skal den udenlands.
For så skal hvalroskraniet og resten af udstillingen videre til Sverige.
