
Kong Frederik måtte nævne kendis-løbemakkerne: De bedste

Kong Frederik gennemførte her til eftermiddag de 5 kilometer ved Royal Run i Horsens.
Her var han fra start flankeret af to, der er særdeles kendte inden for sportens verden.
Kongen løb således sammen med den tidligere håndboldstjerne Christina Roslyng og den tidligere anfører for herrelandsholdet i fodbold Simon Kjær.

De tre så ud til at hygge sig gevaldigt, inden løbet blev sat i gang, og da kong Frederik var nået i mål, sendte han da også en hilsen til de to tidligere sportsstjerner.

I interviewet med TV 2's Mikkel Kryger kaldte han Christina Roslyng og Simon Kjær for de bedste bysbørn på de områder.

Kongens to kendte løbemakkere er begge opvokset i nærheden af Horsens.
Christina Roslyng er fra Juelsminde, som også er en mindre by uden for Horsens, mens Simon Kjær er fra byen Lund, der er i oplandet til Horsens.
