
Kong Frederik og dronning Mary forkæles med lækkerier: Det står menuen på

Mousserende vin, flødeboller og friskfanget hummer.
Det er nogle af de lækkerier, der forkælede de kongelige ganer, da kongeparret onsdag blev budt velkommen på Assens Rådhus.
I øjeblikket besøger kong Frederik og dronning Mary den fynske kommune som et led i deres sommertogt. Og efter ankomsten på havnen gik turen videre til rådhuset, hvor der blev disket op.
Under velkomstceremonien blev der serveret mousserende vin fra den lokale Agger VIN, chokolade fra Summerbird Organic, Ærli’ flødeboller, samt en let appetizer i form af to små canapés fra Marcussens Hotel i Assens.
Den ene canapé var med fynsk hummersalat toppet med urtesalat, mens den anden var med fynsk ostecreme og røgede gulerødder.
Så mon ikke det var med tilfredse maver, at kongeparret fortsatte programmet, hvor turen gik til Peter Willemoes Skole.
