
Kong Frederik og dronning Mary forlænger udlandsrejse igen

Siden den 6. juli har kongeparret nydt deres sommerferie i udlandet, og undervejs har både kronprins Christian og dronning Margrethe holdt skansen som regent og rigsforstander.
Dronning Margrethe har været rigsforstander siden den 9. juli, og i den kongelige kalender over officielle programpunkter så det ud til, at det skulle vare til i dag, den 15. juli.
Først var det sat til den 13. juli, men kongeparret valgte at forlænge deres udlandsophold et par dage.
Nu er planerne ændret, og kongeparret har forlænget deres ferie igen.

I den kongelige kalender står dronning Margrethe nu igen som rigsforstander til og med den 20. juli, hvor man må formode, at kong Frederik og dronning Mary vender hjem til Danmark.
Som rigsforstander vil dronning Margrethe kunne varetage forpligtelserne som statsoverhoved, når både kongen og kronprinsen er forhindret, fx under ophold i udlandet.
Det bliver typisk ikke meldt ud, hvor kongefamilien befinder sig under private udlandsophold, eller hvem der er med.
