
Kong Frederik var ikke i tvivl: Man skal ikke stå og lege supermand

Det var en tydeligt lykkelig Frederik, som trådte frem foran pressen den 15. oktober 2005 kl. kvart over ni om morgenen.
Om natten havde hans hustru, daværende kronprinsesse Mary, født parrets første barn, en lille dreng.
- Det er simpelthen en ubeskrivelig fornemmelse, og det er det også for min kone, som har det rigtig godt. Vores lille har det også virkelig godt. Han sover og ved slet ikke, hvad der venter ham i fremtiden, sagde daværende kronprins Frederik, da han mødte pressen i Rigshospitalets forhal, hvor han bl.a. blev spurgt om, hvordan han havde oplevet fødslen.


Hjemme hos kong Frederik og dronning Mary
- Det kunne jeg tale om i timevis. Det er en fantastisk glæde og varme, der dukker op dybt inde i én. Man opdager nye sider af varme og kærlighed ved sig selv.
- Man er jo fuldstændig overvældet. Der er utrolig mange gode ting ved at blive far, men man kan ikke rigtig forberede sig mentalt på, hvad det er, der løber gennem ens sind lige i det øjeblik, man får øje på sin søn, sagde kronprins Frederik.


Man skal ikke lege supermand
Kronprinsen gjorde det også klart for den fremmødte presse, at han bestemt synes, man skal lade tårerne trille, hvis man kan mærke, at de presser på.
Kunne De holde tårerne tilbage under fødslen?
- Til allersidst, når den første lyd kommer, og man ser sit lille barn, skal man ikke stå og lege supermand, lød det fra en glad og stolt kronprins Frederik.
Det blev afsløret ved dåben den 21. januar, at den lille guldklump havde fået navnene Christian Valdemar Henri John.
