
Kong Frederik ville ikke nævne navnet: Sendte hilsen til mystisk gæst
Tirsdag aften var der dømt statsbanket i Skt. Nikolaj Kirke i den estiske hovedstad, Tallinn.
Her var kong Frederik og dronning Mary aftenens helt store hovedpersoner, og i løbet af banketten tog Frederik ordet og holdt en tale.
Talen rummede flere personlige minder om Estland, som er landet, han var på sit første statsbesøg til som kronprins sammen med dronning Margrethe.

En mystisk gæst ved bordet
Han fortalte også, at han i sin tid på Aarhus Universitet blev venner med estiske studerende, hvorefter han for en stund afbrød sin tale for at sende en hilsen til en ved bordet.
- Du ved, hvem du er, lød det fra kongen, hvorefter han fortsatte talen.
BILLED-BLADETs udsendte forsøgte efterfølgende at få svar på, hvem kong Frederik havde sendt den særlige hilsen, men kongehuset ville ikke ud med det.
Det er derfor fortsat et mysterium, hvem kong Frederik talte til. Et mysterium, vi nok aldrig får svar på.
Du kan se videoen, hvor kong Frederik sender den særlige hilsen øverst i artiklen.

