
Kong Frederiks tur til Grønland: Store dele af programmet er aflyst

Der har været tale om en kaotisk start på kong Frederiks rejse til Grønland.
Mandag eftermiddag blev det nemlig meldt ud, at kong Frederiks rejse til Grønland blev udsat en dag, da flyet ikke kunne flyve mod Grønland på grund af dårlige vejrforhold.
Det blev hurtigt meldt ud, at turen ikke ville blive aflyst - og det betød, at kong Frederik skulle lande i Nuuk kl. 8.30 tirsdag morgen.
Men nu er der flere dårlige nyheder på vej.
Kong Frederiks tur til Forsvarets Station Nord, der skulle finde sted onsdag, er blevet aflyst på grund af vejret.
Det oplyser Forsvaret til TV 2.
- Aflysningen skyldes ifølge ministeriet tåge og is på landingsbanen og en fortsat dårlig vejrudsigt de kommende dage, skriver TV 2.

Ved besøget på Station Nord skulle kong Frederik blandt andet besøge stationen sammen med vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Fra den 1.- 2. maj skulle kongen afsted med Slædepatruljen Sirius, men denne tur er også aflyst på grund af vejret.
Kong Frederiks besøg i Nuuk gennemføres fortsat som planlagt.