Kongehusekspert: Børnene styrker kongehuset
Kronprinsparret har fire børn, prins Joachim har to børn med grevinde Alexandra og nu også to børn med prinsesse Marie.
Men hvad betyder kongehusets otte små børn egentlig i forhold til populariteten hos befolkningen?
Ifølge Lars Hovbakke Sørensen, der er historiker og ekspert i kongehuset, bidrager de små royale børn med mange positive ting.
- Der er ingen tvivl om, at børnene har betydet, at danskerne interesserer sig mere for kongehuset. De styrker den positive opfattelse af kongehuset, siger Lars Hovbakke Sørensen til Alive.dk.
Flere kan identificere sig med kongehuset
Selv om dronning Margrethe i sit store live-interview med TV 2 i forbindelse med regeringsjubilæet nævnte, at pressen skal give de royale børn mere plads, gør kongehuset også meget ud af at have dem med til de store begivenheder.
- Kongehuset har stor fokus på, at danskerne skal se børnene. Det har stor betydning. Vi så det jo under dronningens regeringsjubilæum, hvor alle børnene var med ude på balkonen og vinke. Det er jo nyt og spændende med de små børn, og det gavner helt sikkert kongehuset, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.
Han mener også, at det betyder, at der er flere generationer i samfundet, der i højere grad kan identificere sig med kongehuset.
- Når der er flere generationer i kongehuset, er der også flere danskere og flere nye generationer, der kan identificere sig med dem, vurderer eksperten.
Prins Joachim og prinsesse Maries nyeste skud på stammen er nummer 10 i arvefølgen til tronen.