Kongehusekspert: Derfor er den nye melding fra kronprinsparret en god ting
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har atter kommenteret på deres to ældste børns skolegang på kostskolen Herlufsholm, der har været udsat for massiv kritik efter en meget omtalt dokumentar på TV 2.
I den nyeste udtalelse uddyber kronprinsparret de tanker og overvejelser, de som forældre og familie har gjort sig i kølvandet på skandalen og den efterfølgende kritik af dem og deres ageren.
Den nye udmelding vækker hverken forundring eller bekymring hos BILLED-BLADETs kongehusekspert Ulrik Ulriksen, men derimod håb:
- Jeg må helt ærligt sige, at denne udmelding ikke er en kæmpe overraskelse for mig. Jeg havde dog ikke forestillet mig, at den kom på denne meget markante måde i en officiel skriftlig udtalelse fra kronprinsparret. Men nu kan der ikke være tvivl om, hvorfor kronprinsparret og deres store børn har valgt at blive på skolen på trods af den triste kultur, der har gennemsyret stedet i mange år, forklarer han og fortsætter:
- Jeg kan sagtens følge familien i denne beslutning, og jeg er sikker på, at mange familier kan identificere sig med det dilemma, man i ny og næ kan stå i, når ens børn har et brændende ønske om for eksempel det at gå på en specifik skole. Det havde naturligvis været en fordel, at denne udmelding var kommet tidligere, men nu er den her, og det kan alle forholde sig til – og de fleste kan nok også acceptere det.
Holder fast i sagens kerne
At kronprinsparret også i denne udtalelse understreger, at sagen er helt uacceptabel, er i ekspertens øjne vigtigt, selv om det er en gentagelse af tidligere udtalelser.
- Samtidig understreger kronprinsparret deres holdning til de problemer, der har været på Herlufsholm, og det mener jeg, at de gør godt og skal blive ved med. Det kan godt være, at enkelte kritikere er trætte af at høre det samme igen og igen. Men man kan bare i min optik aldrig blive træt af at høre markante personligheder som kronprinsen og kronprinsessen sige nej til mobning, vold og krænkelser. Jeg synes faktisk, at kronprinsparret på dette område har kommunikeret godt og klart og fremfor alt 100 procent ærligt.
Og netop den særlige status som kronprinspar med en masse fokus og en platform til at tale til mange forsøger parret at bruge aktivt, oplever Ulrik Ulriksen, der hilser initiativet velkomment.
- Kronprinsparret melder også klart ud, at de som alle andre forældre ønsker at gøre det bedste for deres børn, og samtidig er de bevidste om deres særlige position som kronprinspar. Den balance tror jeg, at kronprinsparret mestrer godt helt generelt og også i dette særlige tilfælde. Jeg tror desuden, at kronprinsparret med en fast tilknytning til skolen de næste år selv aktivt kan være med til at få en indflydelse på den udvikling, der skal ske på skolen fremadrettet.