4. jun. 2025
Af Pelle Rigtrup

Kongehuset afslører: Det skal der ske for kong Frederik og dronning Mary

Dronning Mary og kong Frederik.
Dronning Mary og kong Frederik.
Foto: Hanne Juul
Kongehuset har her til eftermiddag offentliggjort programmet for kong Frederik og dronning Marys tur til Færøerne.

Kong Frederik og dronning Mary havde sidste år planlagt et besøg til Færøerne, men en omfattende strejke på Færøerne betød, at parret måtte udsætte besøget til denne sommer.

Det besøg finder sted inden længe.

Bliv opdateret med vores nyhedsbrev

Fra den 11. til 13. juni er kongeparret således at finde på Færøerne.

Og nu har kongehuset løftet sløret for, hvad der venter dem i løbet af de tre dage.

Onsdag den 11. juni

Officiel modtagelse i Tórshavn
Kl. 10.00
D.M. Kongen og Dronningen går i land på kajen Bursatangi i Tórshavn fra Kongeskibet Dannebrog. Lagmand Aksel V. Johannesen holder velkomsttale og udbringer et 9-foldigt leve for Kongeparret, hvorefter Havnar Hornorkestur spiller ”Kong Christian” og den færøske nationalsang ”Tú alfagra land mítt”.

Reception i Tinganes
Kl. 10.30
Kongeparret besøger regeringsbygningerne i den gamle bydel Tinganes i Tórshavn. Lagmanden er vært for en reception og ledsager Kongeparret til Eysturstova, hvor landsstyret præsenteres.
Efterfølgende ledsager lagmanden Kongeparret til Vesturstova, hvor der er mulighed for at tale med medlemmer af landsstyret.

Besøg i Lagtinget
Kl. 11.15
Kongeparret besøger Lagtinget, hvor Lagtingsforkvinde Bjørt Samuelsen byder velkommen og præsenterer Lagtingets formandskab og direktør.

Officiel modtagelse ved Tórshavnar Kommune
Kl. 12.05
Ved byens trappe i Vágsbotn deltager Kongeparret i Tórshavnar Kommunes officielle modtagelse. Borgmester Elsa Berg byder velkommen og præsenterer byrådet. I forbindelse med modtagelsen vil der være musikalsk underholdning.

Officiel frokost
Kl. 12.45
Tórshavnar Kommune er vært ved en officiel frokost på Hotel Hafnia.

Kongeparret besøger multihallen við Tjarnir
Kl. 14.20
Kongeparret besøger við Tjarnir, som er en ny multihal for færinger i alle aldre. Her vil Kongeparret blandt andet møde spillere fra de lokale håndboldklubber samt landsholdsspillere.

Kongen besøger rehabiliteringscenteret Urd
Kl. 15.35
Kongen besøger det nye rehabiliteringscenter URD, hvor Kongen vil blive vist rundt i rehabiliteringscenteret og møde en række af centerets brugere.

Dronningen besøger skolen Glyvra Skúli
Kl. 15.45
Dronningen besøger skolen Glyvra Skúli og møder elever fra 2.-3. klasse. Skolen arbejder med Mary Fondens program ”Fri for Mobberi”, og i forbindelse med besøget vil Dronningen tale med lærere og elever, som er involveret i projektet.

Festmiddag på Hotel Føroyar
Kl. 19.00
Kongeparret deltager i en officiel festmiddag på Hotel Færoyar. Lagmand Aksel V. Johannesen er vært ved festmiddagen, hvor Kongen og Lagmanden holder tale.


Torsdag den 12. juni

Besøg på øen Suðuroy

Kongeparret går i land fra Kongeskibet Dannebrog i bygden Vágur
Kl. 10.00
Kongeparret modtages på havnen i bygden Vágur af blandt andre borgmester Bjarni Johansen, der holder velkomsttale.

Kongeparret besøger ’FabLab’
Kl. 10.20
Kongeparret besøger ’FabLab’ (Fabrication Laboratory), der er et produktionsværksted med teknologisk udstyr til rådighed for borgere og virksomheder. Brugere af værkstedet viser rundt og fortæller om de produkter, de har fremstillet.

Kongeparret besøger Vágseiði
Kl. 11.10
Kongeparret besøger naturområdet Vágseiði, hvor elever fra idrætshøjskolen i Vágur demonstrerer en række af de aktiviteter, de udfører i den færøske natur.

Kongeparret besøger ældrehjemmet Hamragarður
Kl. 12.55
Kongeparret besøger ældrehjemmet Hamragarður, hvor Kongen og Dronningen både vil blive mødt af hjemmets beboere og en række lokale virksomheder, der viser deres produkter frem. Herefter deltager Kongeparret i en frokost på Hamragarður.

Kongeparret modtages i bygden Fámjin
Kl. 14.30
Kongeparret ankommer til bygden Fámjin og modtages blandt andre af borgmester Jóanis Lisberg. Sammen spadserer følget til bygdens kirke, hvor Kongen og Dronningen præsenteres for det første færøske flag, som hænger i kirken.

Kongeparret besøger virksomheden TARI
Kl. 15.05
Kongeparret modtages på virksomheden TARI, som opdrætter tang og producerer produkter af tang. Forskningsdirektør Agnes Mols Mortensen viser rundt, fortæller om virksomheden og tilbyder smagsprøver.

Kongeparret besøger børnehaven Mýrifípan i Tvøroyri
Kl. 16.00
Kongeparret ankommer til Tvøroyri, hvor blandt andre borgmester Kristin Michelsen tager imod og holder velkomsttale. Kongeparret besøger herefter børnehaven Mýrifípan.

Kongeparret besøger plantagen i Tvøroyri
Kl. 16.55
Under besøget i plantagen i Tvøroyri spadserer Kongeparret en tur, som afsluttes med, at Kongeparret planter et træ for at markere, at plantagen sidste år blev 100 år gammel.

Kongeparret deltager i festmiddag
Kl. 19.30
Kongeparret deltager i en festmiddag i kulturhuset SALT med borgmester Kristin Michelsen som vært.

Fredag den 13. juni

Kongeparret går i land fra Kongeskibet Dannebrog i bygden Eiði
Kl. 10.00
Kongeskibet Dannebrog lægger til ved havnen i bygden Eiði, og Kongeparret går i land. Ved den officielle modtagelse på kajen tager blandt andre borgmester Jógvan í Skorini imod.

Kongeparret besøger billedkunstner Sigrun Gunnarsdóttir
Kl. 10.15
Kunstneren Sigrun Gunnarsdóttir viser Kongeparret rundt i sit atelier og fortæller om sin kunst.

Kongeparret modtages i Vaglið, Eiði
Kl. 11.00
Borgmesteren præsenterer Kongeparret for byrådet og holder en velkomsttale, hvorefter Kongeparret og delegationen spadserer til frokost i Hólmhúsið.

Kongeparret deltager i frokost i Hólmhúsið.
Kl. 11.45
Borgmesteren er vært for en officiel frokost i Hólmhúsið.

Reception på Kongeskibet Dannebrog
Kl. 18.00
Kongeparret er vært ved en reception ombord på Kongeskibet Dannebrog. Receptionen markerer samtidig den officielle afslutning på Kongeparrets besøg.

Mere om: