30. jan. 2024
Af Catja Klarskov

Kongehuset bekræfter: Kronprins Christian får vigtig funktion i kong Frederiks fravær

Kong Frederik og kronprins Christian. 
Kong Frederik og kronprins Christian.
Foto: Hanne Juul
Kongehuset har netop bekræftet overfor BILLED-BLADET, at kronprins Christian får en vigtig funktion, når kong Frederik de næste tre dage befinder sig i Polen.

Fra i morgen venter tre dages arbejde i Polen for kong Frederik, der er på sit første udlandsbesøg som Danmarks regent.

I mellemtiden skal en anden fra kongefamilien træde i hans sted.

Der er blevet spekuleret en del i, at dronning Mary vil indtræde i rollen som rigsforstander i kongens fravær, men overfor BILLED-BLADET har Kongehuset netop bekræftet, at det ikke bliver tilfældet.

I perioden fra den 31. januar til og med den 2. februar, hvor kong Frederik befinder sig udenlands, vil det være kronprins Christian, der indtager rollen som regent, bekræfter Kongehuset.

Det er dronning Margrethe, dronning Mary, prinsesse Benedikte og prins Joachim, der kan tiltræde rollen som rigsforstandere, og kronprins Christian som regent. Det indebærer blandt andet at underskrive love, holde audiens og at udnævne og afskedige ministre.

I Danmark skelner vi mellem tronfølgeren og de øvrige stedfortrædere, derfor betegnes kronprins Christian som regent, når han er stedfortræder for sin far.

Det er første gang, at kronprins Christian bestrider rollen som regent.

Rejsen til Polen er et erhvervsfremstød, hvor 38 virksomheder deltager.

Kongehuset oplyser, at Kong Frederik begynder sit besøg i hovedstaden Warszawa, hvorefter han tager til havnebyen Szczecin, hvor han blandt andet vil besøge NETO's regionale hovedkvarter og repræsentanter fra det danske og polske erhvervsliv.

Læs mere om: