
Kongehuset melder ud: Det skal kongeparret under deres statsbesøg

Kong Frederik og dronning Mary har allerede været på flere statsbesøg i deres tid som kongepar – og i næste uge venter der så et mere!
Fra den 28. til 29. oktober besøger kongeparret nemlig Letland efter en invitation fra præsident Edgars Rinkēvičs.
Kongehuset har netop offentliggjort det fulde program for kongeparrets statsbesøg til Letland – som kan læses herunder:
Tirsdag den 28. oktober
Kl. 10: Officiel modtagelse og velkomstceremoni på Riga Slot
Letlands Præsident Edgars Rinkēvičs tager imod Kongeparret ved en ceremoni på Riga Slot, Præsidentens officielle residens. Som en del af den ceremonielle modtagelse introduceres Kongeparret til landenes officielle delegationer, og H.M. Kongen inspicerer æresgarden. Kongeparret signerer Præsidentens gæstebog og afholder en kort tête-à-tête med Letlands Præsident, udenrigsminister Baiba Braže og forsvarsminister Andris Sprūds.
Fra lettisk side deltager derudover blandt andre Daiga Mieriņa, Forkvinde for Saeima, Letlands parlament og Evika Siliņa, premierminister, mens der fra dansk side blandt andre er deltagelse af vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Kl. 11.35: Blomsterlægning ved Frihedsmonumentet
I selskab med Præsident Edgars Rinkēvičs deltager Kongeparret i blomsterlægning ved Frihedsmonumentet, Brīvības piemineklis. Monumentet har i næsten et århundrede været Rigas centrale vartegn. Det blev rejst i 1935 til ære for den lettiske uafhængighedskrig (1918-1920), men er sidenhen blevet symbol på det lettiske folks bredere stræben efter frihed og uafhængighed.
Under den sovjetiske besættelse af Letland var enhver forsamling ved Frihedsmonumentet strengt forbudt, men alligevel endte monumentet i 1987 som nøglepunkt for den 'syngende revolution' i Letland.
Kl. 11.50: Besøg og frokost i parlamentet
Kongeparret besøger Letlands parlament ’Saeima’, hvor parlamentets forkvinde Daiga Mieriņa tager imod og introducerer den lettiske delegation fra parlamentet. Kongeparret får en kort rundvisning i parlamentets plenarsal og signerer gæstebogen i ’Den Hvide Sal’.
Siden Letlands uafhængighed har ’Den Hvide Sal’ været centrum for mange politiske møder og diplomatiske arrangementer og er et symbol på åbenhed og transparens i parlamentets arbejde. Besøget i Saeima rundes af med en officiel frokost.
Kl. 13.20: Møde med premierministeren
Premierminister Evika Siliņa tager imod Kongeparret i Ministerkabinettets bygning, hvor premierministeren har kontor og regeringsmøderne finder sted. Letlands ministerkabinet kaldes Ministru kabinets og er landets udøvende regering. Det ledes af premierministeren, som udpeges af Præsidenten og skal godkendes af parlamentet.
Under besøget vil Kongeparret skrive i gæstebogen og deltage i et bilateralt møde mellem de to landes officielle delegationer.
Kl. 14: Besøg på besættelsesmuseet
Præsident Edgars Rinkēvičs tager imod, når Kongeparret besøger Letlands Besættelsesmuseum, Latvijas okupācijas muzejs. Museet ligger i hjertet af Riga og skildrer Letlands historie under de sovjetiske og tyske regimer fra 1940 til 1991. Museet blev grundlagt i 1993 og har til formål at bevare og formidle viden om Letlands prøvelser og modstand gennem mere end 50 år.
Direktør for besættelsesmuseet, Solvita Vība, står for rundvisningen, hvor Kongeparret afslutningsvist signerer den officielle gæstebog.
Kl. 14.40: Besøg på Latvian Academy of Culture
Kongeparret besøger Latvian Academy of Culture, der ligger i den tidligere skandinaviske tobaksfabrik “Tabakas fabrika”. Kongeparret får her mulighed for at se det færdige resultat af den arkitektkonkurrence, de tilbage i 2018 overværede præsentationen af vinderen af. Konkurrencen i 2018 blev afholdt som en del af markeringen af 100-års jubilæet for Letlands selvstændighed, og det færdige projekt er nu Latvian Academy of Culture.
Under besøget præsenteres Kongeparret blandt andet for det dansk-baltiske forskningsprojekt CRIES (Crisis Established Singing) fra Aarhus Universitet, som undersøger fællessangens betydning i krisetider.
Kl. 15.25: Byvandring i Rigas Art Nouveau-distrikt
Kongeparret får en guidet byvandring i en del af Rigas Art Nouveau-distrikt med fokus på byens unikke arkitektoniske mesterværker.
Rigas historiske bymidte, herunder det berømte Art Nouveau-kvarter, blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 1997. Rigas centrum har verdens højeste koncentration af Art Nouveau-arkitektur svarende til lidt over en tredjedel af bygningerne (omkring 800). Stilen kendes på sine organiske, bølgende former og dekorative facader prydet med blomster, ansigter, dyr og andre naturinspirerede motiver.
Kl. 18.55: Statsbanket på Riga Slot
Letlands Præsident Edgars Rinkēvičs er vært for statsbanketten på Riga Slot. Middagen vil være en lejlighed for Kongeparret til at hilse på inviterede æresgæster og genbekræfte det tætte forhold mellem Danmark og Letland. H.M. Kongen holder en skåltale under middagen.
Riga Slot ligger ved bredden af Daugava-floden og stammer fra begyndelsen af 1300-tallet. Slottet har gennemgået flere ødelæggelser og genopbygninger og fremstår i dag som en blanding af gotik, barok og renæssance, hvilket vidner om slottets lange og omskiftelige historie.
Onsdag den 29. oktober
Kl. 10.25: Besøg på Ādaži Gymnasium
Kongeparret besøger Ādaži Gymnasium og får mulighed for at møde en gymnasieklasse, der deltager i en obligatorisk uddannelse i nationalt forsvar. Initiativet er et centralt fokusområde i Letland og er etableret for at styrke samfundets sikkerhed.
Ved ankomsten bliver Kongeparret blandt andre modtaget af Letlands præsident Edgars Rinkēvičs, Ādažis borgmester Karīna Miķelsone og en repræsentant fra ungdomsgarden Jaunsardze. I mødet med eleverne får Kongeparret mulighed for at høre mere om uddannelsens baggrund og indhold og om elevernes egne oplevelser af programmet.
Kl. 11.20: Besøg på Ādaži Military Base
Kongeparret og Præsident Edgars Rinkēvičs ankommer til Ādaži Military Base og modtages af forsvarschef, generalmajor Kaspars Pudāns, og generalmajor Jette Albinus.
Efter ankomsten defilerer Kongeparret og Præsidenten forbi kasernens soldater og ærer ved monumentet de faldne lettiske soldater med et øjebliks stilhed.
Herefter ledsages Kongeparret og Præsidenten til kasernens hovedkvarter, hvor generalmajor Jette Albinus giver en briefing.
Kl. 12.10: Besøg i den danske militærlejr Camp Valdemar
Kongeparret besøger den danske militærlejr Camp Valdemar, der ligger i tilknytning til Ādaži Military Base og bliver ved ankomsten modtaget af oberstløjtnant Jimmi Holst og oberstløjtnant Niels-Jørgen Gunnar. Kongeparret får en rundvisning i den danske del af lejren, hvor de udsendte soldater giver et indblik i deres hverdag. Besøget rundes af med en frokost i lejrens kantine.
Camp Valdemar er bygget som en permanent lejr, der understreger det danske engagement i NATO’s Forward Land Forces og forsvaret af Letland. Danmarks nuværende bidrag til Forward Land Forces er en forstærket panserinfanteribataljon med 690 soldater fra Gardehusarregimentet. Bataljonen indgår i den canadisk-ledede Multinationale Brigade.
Kl. 15.25: Kongeparret er værter ved returarrangement
Som sidste programelement under statsbesøget er Kongeparret værter for en reception på Letlands nationalmuseum for kunst. Arrangementet fejrer og markerer dansk-lettiske relationer og samarbejde inden for forsvar, kultur, politik og handel og benyttes af Kongeparret til at takke værtsnationen for gæstfriheden under statsbesøget.
