Kongehuset overrasker: Her skal kronprins Frederik og kronprinsesse Mary bo i Holland
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary ankom søndag aften til Holland, hvor de henover de næste to dage skal stå i spidsen for et dansk erhvervsfremstød.
På billeder, som kongehuset har delt mandag morgen, kan man se kronprinsparret kort efter deres landing i Rotterdam Lufthavn, hvor de blev modtaget af Danmarks ambassadør, Jarl Frijs-Madsen, og souschef på ambassaden Anne Ege Møller, som gav et kort brief om programmet sammen med sundhedsminister Magnus Heunicke.
Dejlig overraskelse
I opslaget afslører kongehuset samtidig, at turen herefter gik til slottet Huis ten Bosch i Haag, hvor Hollands kong Willem-Alexander og dronning Maxima tog imod kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Her skal kronprinsparret bo under erhvervsfremstødet, hvilket er en glædelig overraskelse.
De to par er nære venner og var også sammen for få dage siden ved prinsesse Ingrid Alexandras store 18-fejring i Norge.
Erhvervsfremstødet begynder mandag morgen i Haag og har fokus på grøn omstilling og digital sundhed.
Med på rejsen er 28 danske erhvervsvirksomheder.