Kongelig familiehygge i Rio

Foto: Facundo Arrizabalaga / Scanpix

Kronprinsparret nød med prinsesse Marie og prins Joachim en dejlig formiddag på stranden i Rio de Janeiro, hvor de officielt åbnede Den Danske Pavillon. Også Joachim og Maries fire børn var med.

Tirsdag, 2. august 2016 - af Ulrik Ulriksen

Der var gang i den i Rio de Janeiro, da en håndfuld danske kongelige indtog den berømte Ipanema-strand. Anledningen var, at kronprins Frederik i forbindelse med OL officielt åbnede Den Danske Pavillon - et stykke Danmark midt i hjertet af Rio de Janeiro i Brasilien.

Børn og voksne hyggede sig

Med til åbningen i pavillonen på stranden var udover kronprinsesse Mary og kronprins Frederik også prinsesse Marie og prins Joachim og deres i alt fire børn. 

Prins Joachim og prinsesse Marie i Brasilien Foto: Facundo Arrizabalaga / Scanpix

Kronprinsesse Mary og prinsesse Marie gjorde naturligvis lykke, og de brasilianske pressefolk var begejstrede over de smukke danske prinsesser. Også prins Joachim og prinsesse Maries to børn, prins Henrik og prinsesse Athena, var et hit, og prins Joachims store drenge, prins Nikolai og prins Felix, hyggede sig bestemt også. 

Girl From Ipanema

De otte kongelige fra Danmark hyggede sig sammen og nød blandt andet en minikoncert med DR Pigekoret, der mødte op med 61 sangerinder. Et af numrene var naturligvis "The Girl From Ipanema", og den var populær hos publikum.

Kronprinsparret og de øvrige kongelige stjal billedet ved åbningsarrangementet, men også den flotte danske pavillon blev også beundret af alle. 

Det bedste fra Danmark

Under De Olympiske Lege i Rio danner den 300 m2 store pavillon rammen for et stort fremstød af Danmark inden for erhverv, kultur, sport og turisme. Målet er at præsentere noget af det bedste, Danmark har at byde på og lægge nyt til den globale forståelse af danske værdier og kompetencer. 

Den Danske Pavillon med navnet ”Heart of Denmark” er tegnet af Henning Larsen Architects. 

Sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet står VisitDenmark i spidsen for fremstødet, der er støttet og udviklet i samarbejde med Industriens Fond, Nordea-fonden, Realdania og Grundfos.

Se alle billederne fra Brasilien i det nye nummer af BILLED-BLADET, der udkommer torsdag den 4. august.