Kongeligt topmøde i Stockholm
- Det har været en rigtig dejlig aften, sagde kronprinsesse Mary til BILLED-BLADET, da hun sammen med kronprinsesse Victoria af Sverige forlod Berwaldhallen i Stockholm sent torsdag aften.
Her havde Mary netop oplevet et brag af en festkoncert i anledning af 20 års jubilæet for FN's Børnekonvention. I anledning af jubilæet har Sveriges dronning Silvia, kronprinsesse Victoria og prinsesse Madeleine arrangeret et seminar på slottet i Stockholm og en konference om børns vilkår. Og torsdag aften var de så værter ved en fornem galla-aften, hvor kronprinsesse Mary altså var blandt æresgæsterne.
Blandt de øvrige kongelige gæster til såvel FN-seminaret, konferencen som festkoncerten var Norges kronprinsesse Mette-Marit, Hollands dronning Beatrix og Spaniens dronning Sofia. Med til gallaen var også kronprinsesse Victorias forlovede Daniel samt prinsesse Madeleines elskede Jonas.