Kronprins Frederik afslører fantastisk nyhed på direkte tv
Mandag har været en lang og begivenhedsrig dag for kronprins Frederik, der i forbindelse med Royal Run har løbet i både Aabenraa, Herning og København/Frederiksberg.
Han sluttede af med den lange distance på 10 kilometer, og efter en lille times løb krydsede han målstregen på sin hjemmebane, Amalienborg Slotsplads.
Efter dagens strabadser blev han spurgt, om han og Royal Run vender tilbage igen i 2024.
- Vi ses nok til næste år, det vil jeg stærkt regne med, sagde han med et smil på direkte tv.
Ideen til Royal Run opstod i forbindelse med kronprins Frederiks 50-års fødselsdag i 2018.
Siden er motionsløbet blevet en fast tradition, og det har været afholdt lige siden, på nær i 2020 hvor det blev aflyst på grund af coronasituationen.
Royal Run vender ifølge TV 2 tilbage i 2024, og løbet vil igen blive afholdt på 2. pinsedag. Næste år falder helligdagen den 20. maj.