Kronprins Frederik er væk fra posten som regent i otte af de næste ti dage
Kronprins Frederik har haft travlt som regent siden dronningens rygoperation den 22. februar.
I det hele taget har kronprinsen varetaget mange af de opgaver, som dronningen normalt tager sig af, men som Majestæten er forhindret i på grund af genoptræning af ryggen.
Kronprinsen var for eksempel i går på vegne af Majestæten i hovedrollen til Urparade og overrækkelse af "Dronningens Ur" på Livgardens Kaserne i København.
Fra i dag til og med den søndag den 20. marts er kronprinsen ifølge den officielle kongelige kalender dog ikke regent.
Prinsesse Benedikte er fra i dag, torsdag, til og med på søndag rigsforstander.
Mandag og tirsdag er kronprinsen igen regent, men derefter tager prinsesse Benedikte over og er rigsforstander fra 22. marts til og med 25. marts.
Kronprins Frederik deler arbejdet med Benedikte
Hvad der sker derefter vides ikke, da den kongelige kalender først opdateres i eftermiddag, og først senere i dag kan man altså se, hvordan rollerne i den kongelige familie fordeles efter den 25. marts.
Det er dog et faktum lige nu, at kronprinsen de næste ti dage er regent to dage, og det kan betyde, at kronprinsen er ude af landet i otte af dagene fra i dag og til den 25. marts.
Vi har været i kontakt med kongehusets kommunikationsafdeling, der melder, at det er privat, hvad kronprinsen har på programmet i de otte dage, han ikke er regent.