7. mar. 2020
Af Marianne Singer

Kronprins Frederik fik smilet frem hos flygtningebørn

Kronprins Frederik
Kronprins Frederik.
Foto: Ulrik Jantzen/Red Barnet
Kronprins Frederik deltog aktivt i børnenes leg, da han besøgte Zaatari-flygtningelejren i Jordan.

Som far til fire børn i forskellige aldre er kronprins Frederik vant til sjov og leg.

Og kronprins Frederik kastede sig da også veloplagt ind i legen, da han mødte børn og unge i verdens største flygtningelejr for syrere - Zaatari-flygtningelejren i Jordan.

Spillede fodbold

Undervejs fik kronprins Frederik både spillet fodbold, leget med Lego og kigget nærmere på legekøkkenet med flygtningebørnene.

https://imgix.billedbladet.dk/2020_03_04_redbarnet_kronprins_0047_copy.jpg
Foto: Ulrik Jantzen/Red Barnet

Sammen med udviklingsminister Rasmus Prehn og Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, oplevede kronprins Frederik som protektor for Red Barnet på nært hold organisationens arbejde med at styrke børnenes mentale trivsel og mulighed for at udvikle sig normalt.

Vigtigt at hjælpe

- Jeg har i dag lært, at midt i et mørkt og dystert yderområde, kan der laves lys i overført betydning for større grupper og i særdeleshed for børn og unge. Så det nytter at være her, sagde kronprins Frederik, ifølge Red Barnet, efter besøget og fortsatte:

- Det er vigtigt at få belyst emner med henblik på at hjælpe og løfte børn ud af traumer. Det er Red Barnet endnu en gang frontløbere på. Det er fantastisk.

https://imgix.billedbladet.dk/2020_03_04_redbarnet_kronprins_0028_copy.jpg
Foto: Ulrik Jantzen/Red Barnet

Mere end 40 procent af lejrens børn går i Red Barnets børnehaver, og her er pædagoger uddannet i at tage sig af understimulerede børn, som gennem leg og venskaber får styrket deres indlæringsevne, positive adfærd og mentale trivsel.

Stort jubilæum

Besøget fandt sted i anledning af Red Barnet Danmarks 75-års jubilæum.

Red Barnet Danmark blev grundlagt den 14. marts 1945. Dengang som nu arbejder organisationen blandt andet for at hjælpe børn, der er ramt af krig.

Læs mere om: