Kronprins Frederik fyrer hit efter hit af i radioen
DR Byen fik onsdag fint besøg, da kronprins Frederik, som 26. maj fylder 50 år, kom forbi for at optage radioprogrammet ”Kronprins Frederik på P4”.
I særprogrammet inviteres lytterne med på en musikrejse gennem de seneste fem årtier, og Frederik er guide i selskab med værterne Alex Nyborg Madsen og Anders Agger.
Vild med Shu-Bi-Dua og Thomas Helmig
Programmet er produceret i anledning af Kronprinsens forestående 50-års fødselsdag og sendes på søndag den 20. maj klokken 10.03-12.00 på P4.
Frederik spiller i programmet personlige favoritter fra sine snart 50 år og fortæller undervejs om musikvalgene.
I portrætbogen ”Under bjælken", som udkom sidste år, præsenteredes en lang playliste med kronprinsens yndlingsmusik.
Blandt de mange fantastiske sange, som er nævnt i bogen, er ”While My Guitar Gently Weeps” med The Beatles, Shu-Bi-Duas ”Knuden”, ”Let’s Go Crazy” med Prince, Thomas Helmigs ”Dagen efter dagen derpå”, ”Enter Sandman” med Metallica, Den Gale Pose med ”Spændt op til lir”, Amy Winehouse med ”You Know I’m No Good”, Nik og Jays ”Mod solnedgangen” , ”Son Of A Gun” med Oh Land, Ukendt Kunstner med ”Stein Bagger” og ”Lolland Falster” med Spids Nøgenhat.
Kronprins Frederik har kant
-Kronprins Frederik har selv sammensat playlisten med musik fra de seneste fem årtier, der har betydet noget særligt for ham. Programmet byder på musik fra 60’erne og frem til i dag - fra The Beatles over Bowie og Pearl Jam til helt ny dansk musik, siger Alex Nyborg Madsen, som også i 1995 havde kronprins Frederik som gæste-dj.
Det var i P3-programmet ”Maskinen”.
- Der går en lige linje fra dengang til nu. Hans smag bærer præg af den musik, der formede ham som ung, men også hans nysgerrighed og interesse i ny musik, nye udtryk, og så må musikken også gerne have kant, lyder det fra Madsen.