8. dec. 2017
Af Ulrik Ulriksen

Kronprins Frederik glæder sig til at holde kæmpe sportsfest på Fyn

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/_lhl0452_2_13.jpg
Foto: Allover Press
Der bliver gang i den næste år på Fyn, når nogle af verdens sejeste atleter sammen med kronprins Frederik mødes til en helt særlig begivenhed.

Kronprins Frederik har med glæde sagt ja tak til at være protektor for Fyn 2018 Multisport World Championships Festival. Forleden var kronprinsen et smut i Svendborg for at få præsenteret ruten for VM i cross triatlon. Naturligvis benyttede den 49-årige sportsprins muligheden for at prøvekøre ruten på cykel. En vild rute og en helt afgørende del af fem triatlon verdensmesterskaber, der afvikles på bare en enkelt vild uge på Fyn næste sommer.

Kronprins Frederik fik en fantastisk oplevelse

I forbindelse med besøget i Svendborg var det en meget begejstret kronprins, der udtalte sig om arrangementet. - Jeg synes, det var en fantastisk oplevelse at køre ruten. Svendborg kan være stolte af det, de præsenterer festivaldeltagerne for, hvad angår naturoplevelser og bynære områder. Vi starter i byen og kommer lynhurtigt ud i naturen, som jo nærmest er byens baghave, sagde Frederik og udtrykte stor beundring for Fyn som arrangør af den kæmpestore internationale begivenhed. - Som positiv og glad triatlet synes jeg, det er flot, at man afholder ITU World Championships Festival her på Fyn. Der er masser af entusiasme lokalt, så det skal nok blive godt. I Danmark er vi gode til at give opbakning, og folk kan komme tæt på, men det vigtigste er, at man leverer en fantastisk sportsevent, kom det fra kronprinsen.

Danmarks kongelige jernmand

Den internationale triatlon-festival består af VM i de fem discipliner: duatlon, aquatlon, aquabike, cross triatlon og langdistance triatlon. VM-konkurrencenre afvikles den 6.-14. juli i Middelfart, Svendborg og Odense. Kronprinsen har selv god erfaring med triatlon, og han har tidligere med stil og smil genneført en såkaldt Ironman i København i 2013.

Læs mere om: