Kronprins Frederik hjemme fra kontoret: Jeg er imponeret
Coronapandemien drøner fortsat derudad, og mange arbejder hjemme for at holde smitten mest mulig nede.
Det samme gælder kronprins Frederik, som lørdag formiddag holdt tale ved Røde Kors’ landsmøde.
Rosende ord fra kronprins Frederik
Det foregik virtuelt hjemme fra hans kontor i Frederik 8.s Palæ på Amalienborg.
”Kære alle i Røde Kors. Jeg havde glædet mig til at deltage i landsmødet på Nyborg strand. Men verden ser ikke ud, som den plejer. Vi mødes i stedet digitalt. Jeg har fulgt røde kors i de forløbne år, og jeg er imponeret over de mange indsatser, der bliver udført til gavn for de mest udsatte i Danmark men også ude i verden”, sagde kronprins Frederik i sin tale, hvor han roste de frivillige, som har været hurtige til at omstille sig og træde til i lyset af Covid-19.
Kronprinsfamilien har som alle andre danskere også været nødt til at omstille sig i forhold den nye hverdag, der har præget Danmark siden marts. Mary og Frederik har arbejdet hjemme, børnene har haft fjernundervisning, og det har i en periode ikke været muligt at se venner eller komme ud at dyrke sport.
Kronprins Frederik: Hele Danmark bakkede op
Da corona-pandemien gjorde sit indtog i foråret, betød det også, at mange pludselig fik øget behov for hjælp, og den udfordring var de gode til at løse i Røde Kors, fortalte kronprinsen i sin tale.
”Jeg blev selv vist rundt via en skypeforbindelse og fik en stærk fornemmelse af det enorme humanitære arbejde, som foregik i de første hektiske uger. I mobiliserede på kort tid 17.000 medborgere til at hjælpe med blandt andet indkøb og hundeluftning. Det blev en ny måde for Røde Kors at engagere frivillige på og hele Danmark bakkede op”.
Røde Kors i Danmark blev stiftet i 1876, og der er i dag flere end 34.000 frivillige.
Se hele kronprins Frederiks tale i videoen herunder.