Kronprins Frederik hyldede de danske bronze-drenge
Der blev trampet tungt i pedalerne fra start, da Danmarks kvartet i 4000 meter forfølgelsesløb var i bronzemedalje-finale mod New Zealand ved De Olympiske Lege i Rio de Janeiro.
Finalen endte lykkeligt for danskerne Lasse Norman Hansen, Frederik Madsen, Niklas Larsen og Casper Folsach. Det var det rene forfølgelsesvanvid af et løb, de fantastiske fyre præsterede. Fascinerende var det at se det danske lyntog af et cykelhold suse rundt på banen i rekordtempo.
Kronprins Frederik jublede
Blandt tilskuerne i den fyldte OL-velodrome i Brasilien var kronprins Frederik, der var i selskab med Københavns overborgmester Frank Jensen. Frederik var vildt begejstret for sine landsmænd på cykelbanen, og han havde flere gange sin mobiltelefon fremme for at fotografere dem.
Da Lasse Norman Hansen og hans holdkammerater havde passeret målstregen, rakte de armene i vejret og lod alle høre et ægte dansk bronzebrøl. Kronprinsen jublede og ilede herefter ind til cykeldrengene for at lykønske dem.
Kronprins Frederik overværede også medaljeoverrækkelsen, og ligesom alle andre cykelfans kunne han nyde de fire gutter Lasse, Frederik, Niklas og Casper finde deres bredeste bronzesmil frem, mens de stod på medaljeskamlen.