Kronprins Frederik hyldede landsholdsstjerne i Hvidovre
Både prismodtager og prisoverrækker virkede afslappede, da ishockeystjernen Kim Staal og IOC-medlemmet kronprins Frederik hilste på hinanden i Hvidovre i forbindelse med ishockeyopgøret mellem Hvidovre og Herning.
- Jeg har ikke rigtigt forholdt mig til prisen før nu. Den har bare ligget på mailen. Men jeg må godt nok indrømme, at det var meget overvældende og noget større, end jeg troede. Så jeg er selvfølgelig stolt over, at der bliver sat pris på det, siger Kim Staal til DR Sporten.
Den internationale olympiske komité, IOC, giver hvert år Danmarks Idræts-Forbund (DIF) mulighed for at tildele IOC Trophy til en værdig modtager inden for den kategori, som IOC har fastsat for årets trofæ. I 2010 er temaet 'at inspirere unge til sport', og DIF har besluttet, at en dansk ishockeyspiller skal have årets pris, og modtageren blev altså Kim Staal.
IOC Trophy består af en statuette samt et legat på 5.000 kr.