Kronprins Frederik hyldede Mary på pressemøde
Det var en alvorlig og koncentreret kronprins Frederik, der blev mødt af en byge af kritiske spørgsmål, da han holdt pressemøde for OL-journalisterne i Bella Center på Amager i forbindelse med, at han nu officielt er medlem af den Internationale Olympiske Komité, men hans ansigt lyste op i et smil, da BILLED-BLADET spurgte til Marys rolle i hans kamp for at blive valgt.
- Kronprinsessen har været god til at komme med konstruktiv kritik, og det har der været brug for, sagde Frederik blandt andet.
Mary har dog ikke været den eneste støtte, som Frederik har kunnet læne sig op ad i det succesrige forsøg på at blive IOC-medlem, men hun har en særlig plads blandt støtterne.
- Jeg har haft mange rådgivere, men min hustru har været den bedste, sluttede Frederik med et smil.