Kronprins Frederik kickstartede Royal Run på cykel
4010 tilmeldte. Smukke fjelde til at danne rammen. Og en Kronprins på cykel.
Royal Run fik en smuk debut på Færøerne lørdag.
Løbet er med sine flere tusinde tilmeldte det største motionsløb nogensinde på Færøerne, ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Atletik Forbund.
Imponeret Kronprins
Kronprinsen ankom lørdag formiddag med båd til Klaksvik, hvor han blev taget godt imod af stort set hele byen – som enten selv havde trukket i løbetrøjen eller stod og heppede på sidelinjen.
Selv gennemførte Frederik distancen på cykel.
Og efter de 10 km var overstået, havde han ifølge Dansk Atletik Forbund følgende kommentar:
- Jeg er meget imponeret og beæret over, at så mange deltagere kan se meningen med at komme i form.
Royal Run snart tilbage til Danmark
Danskerne kan også snart se frem til at få sved på panden til Royal Run.
For den 10. juni rammer løbet Aarhus, Aalborg, København/Frederiksberg og Bornholm.
Her bakker kronprinsesse Mary op om løbet ved at løbe 5 km i Aalborg, mens kronprins Frederik begynder dagen i Aarhus med at gå ”One mile”, inden han efter planen tager til København, hvor løberne på 10-kilometerdistancen kommer i mål på Amalienborg Slotsplads.