7. jan. 2023
Af Karina Didriksen

Kronprins Frederik klar til festlig aften: Fik varm velkomst i Herning

Kronprins Frederik
Kronprins Frederik er ankommet til Jyske Bank Boxen i Herning, hvor han skal overvære DR-showet ”Sport 2022”.

Den gyldne løber var rullet ud, da kronprins Frederik sent lørdag eftermiddag ankom til Jyske Bank Boxen i Herning.

Her bliver der om få timer skruet op for et brag af en fest, når showet ”Sport 2022” sendes live på DR1.

54-årige kronprins Frederik havde det store smil fremme, da han stillede op til et billede foran den fremmødte presse.

Han er kendt for at støtte op om det store show, hvor danske sportsstjerner bliver hyldet for deres præstationer i det forgangne år.

I videoen herunder kan du se kronprinsen ankomme:

Store priser uddeles

Det er første gang i tre år, at DR-showet bliver holdt i Herning. Det har ikke kunnet lade sig gøre på grund af corona.

Til ”Sport 2022” skal der blandt andet findes vinderen af Årets Sportsnavn, B.T. Guld og en lang række priser til både de største atleter og til ildsjæle i foreningslivet.

Afslutningsvis udpeges et nyt medlem til Sportens Hall of Fame, som sidste år gik til hækkeløberen Sara Slott Petersen.

”Sport 2022” sendes på DR1 lørdag den 7. januar kl. 21.00. Værterne er Tina Müller, Josefine Høgh og Caroline Wozniacki.

Læs mere om: