Kronprins Frederik og Mary hjælper hinanden med talerne
Kronprins Frederik har aldrig lagt skjul på, at han har fået en god sparringspartner i Mary, og at han fortrinsvis henter styrken til livets mange opgaver på hjemmefronten i Kancellihuset.
- Kronprinsessen er en benhård kritiker. Det kan jeg vist godt bekræfte, men kun på den gode måde, siger Frederik i et stort interview med B.T. og tilføjer, at alle jo gerne vil have anerkendelse for det, de gør.
- Det vil jeg også fra min kone, men hun er hård, siger Frederik i interviewet, hvor han også fortæller, hvordan han og Mary hjælper og støtter hinanden, inden de skal ud til noget officielt. F.eks. ved at læse en tale op for den anden, og for hans vedkommende hjælpe Mary med at finpudse hendes, fordi hun er perfektionist.
Det var også Mary, der fik kronprinsen til at kvitte smøgerne, fortæller Frederik.
- Jeg synes, det var svært at holde op, men med hendes holdning som ikke-ryger blev det meget nemmere. Det er også rart, at vores hus ikke lugter af røg. Vi fik børn ret hurtigt, og jeg skulle ikke stå og skifte bleer med nikotin-fingre, siger Frederik til B.T.