
Kronprins Frederik og prinsesse Isabella gik sammen i skiskole

Prinsesse Isabella har været med far og mor på vinterferie før, men det er første gang, at prinsessen, der i næste måned fylder fire år, er på skiskole. Den lille prinsesse var naturligvis vældig stolt, da hun på vinterferien fik sine første ski-lektioner på en skiskole i bjergene over Verbier.
Ligesom de andre børn på Isabellas alder bliver den svære kunst at finde balancen på de glatte ski leget ind, og instruktørerne på skiskolen ved præcis, hvordan de skal inspirere børnene, så de morer sig samtidig. Det sjoveste for Isabella var dog, at hun havde sin far med på skiskole.
Er det prinsesse Isabellas debut på ski?
- Ja, det er første år, at hun prøver.
Hvordan går det så? Er hun blevet dygtig?
- Ja, det er hun. Men det synes man nok altid som far, siger kronprins Frederik med et smil, da han kommer fra skiskolen hånd i hånd med sin datter, der ser rigtig tilfreds ud.
Er det sjovt at stå på ski, Isabella?
- Jahh, siger prinsessen og ser glad, men lidt genert ud, mens hendes far hjælper hende af med skihjelmen, der matcher Isabelles ceriserøde jakke af det norske skimærke, Napapijri, alt imens kronprinsen også forsøger at få plads til ski og stave bag i bilen.

