7. nov. 2013
Af af Ken Richter

Kronprins Frederik om jagt-debut: Pas godt på mig

Kronprins Frederik
Kronprins Frederik
Foto: Niels Henrik Dam/BILLED-BLADET
For første gang var Frederik på kongejagt i Gludsted Plantage.

- Jeg er jo ny her, så I må passe godt på mig. Det er nærmest som at være ny i skolen, sagde en morgenfrisk og spøgefuld kronprins Frederik ved parolen forud for torsdagens kongejagt i Gludsted Planatge mellem Silkeborg og Ikast.

Kronprinsen kom selv kørende til jagten sammen med godsejer og hofjægermester Peter A. Busck, der bor på Rye Nørskov gods, hvor kronprins Frederik også havde overnattet.

Mens det sidste år var prins Henrik, der stod for kongejagten i det midtjyske, var det altså kronprinsen, der i år, og lige før dagens lys for alvor brød frem, bød jægerne velkommen til kongejagten.

Jager kronvildt

Inden jægerne med deres rifler blev kørt ud i skoven, blev der kommanderet "Front mod flaget", og så blev Dannebrog hejst op i flagstangen midt på gårdspladsen ved skovriderboligen.

Senere på formiddagen vendte kronprinsen og de øvrige jægere tilbage til gårdspladsen, hvor de fik serveret en dejlig varm suppe, inden de fortsatte jagten på kronvildt. Dagens kongejagt slutter, lige før det igen bliver mørkt, og så bliver der underholdt med dagens jagtoplevelser over en tiltrængt frokost, som kronprins Frederik er vært for.

Læs mere om: