5. dec. 2013
Af dkeditorial

Kronprins Frederik på overraskelsesbesøg i Afghanistan

- Det har været en stor oplevelse igen at få mulighed for at besøge de udsendte, siger kronprinsen om besøget.

Onsdag blev en lidt usædvanlig dag for de udsendte danske soldater i Camp Bastion i Afghanistan. Her fik de nemlig besøg af kronprins Frederik, der som altid af sikkerhedshensyn kom på uvarslet besøg i lejren.

Det var kronprinsens tredje besøg i det krigshærgede land.

- Det har været en stor oplevelse igen at få mulighed for at besøge de udsendte, danske soldater i Afghanistan. Jeg er som ved tidligere besøg imponeret over det, soldaterne udretter, udtaler kronprinsen i følge Forsvarets hjemmeside.

Det danske militær er nu så småt ved at trække sig tilbage fra landet, og kronprinsen vil med besøget minde danskerne om, at vi altså stadig har soldater udsendt.

Vi skal huske

- Missionen i Afghanistan er ikke længere i folks bevidsthed i samme grad som tidligere. Jeg synes det er vigtigt, at vi hjemme husker, at Danmark fortsat har soldater indsat i Afghanistan et stykke tid endnu. De nuværende, udsendte soldater udfører, ligesom deres forgængere, et flot stykke arbejde, siger kronprins Frederik til Forsvaret.

Kronprinsen blev vist rundt i lejren, hvor han også snakkede med flere af soldaterne, og han holdt en tale til hele det danske hold også.

24 timer varede besøget, der altid først bliver annonceret, når kronprinsen er i sikkerhed, væk fra lejren, igen.

Se billederne fra kronprinsens besøg herover

Læs mere om: