21. mar. 2018
Af Ulrik Ulriksen

Kronprins Frederik spredte glæde fra morgenstunden

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/20180321_mho0782.jpg
Foto: Martin Høien
Kronprins Frederik sørgede med stil og godt humør for at sætte gang i en helt særlig begivenhed med deltagelse af studerende fra hele verden.

Kronprins Frederik forestod som protektor åbningen af Graduate Business Conference på Copenhagen Business School i København.

Med til den særlige begivenhed var studerende fra Danmark, USA, Canada, Kina, Japan og Australien, og de var meget begejstrede for at møde Danmarks kronprins.

Kronprins Frederik talte om Tasmanien

En veloplagt Frederik var dagens første taler, og han indledte med at spørge, om der blandt de australske gæster var nogen fra Tasmanien. Derefter kom kronprinsen ind på sit fantastiske år på Harvard University i USA. Kronprinsen fortalte, at han aldrig vil glemme sin tid på Harvard, hvor der var en helt særlig energi.

Der var bestemt også en god energi på CBS på Frederiksberg i København, hvor kronprinsen i selskabet med de mange unge studerende havde en skøn morgen.

Kronprins Frederik og fremtidens profiler

Graduate Business Conference 2018 samler fremtidens beslutningstagere og forretningsledere, herunder MBA-studerende fra 60 business-skoler på tværs af USA, Europa og Asien, for at sætte fokus på lederskab i industrien i en bæredygtig kontekst.

Årets tema er ”The Nordic Way”. Kronprinsen var ligeledes protektor for konferencen, da den sidst blev holdt på Copenhagen Business School i 2006.

Læs mere om: