Kronprins Frederik talte om Alzheimers ved stor prisuddeling
Kronprins Frederik overrakte ved et flot arrangement i Den Sorte Diamant i København "The Brain Prize" til forskerne Bart De Strooper, Michel Goedert, Christian Haass og John Hardy.
Forskerne modtog prisen for deres forskning i Alzheimers og andre demenssygdomme. I sin tale ved begivenheden kom kronprins Frederik ind på, hvor frygtelig en sygdom Alzheimers er. Talen leverede Frederik på helt perfekt engelsk til det internationale publikum.
Frederik hyldede forskere
De fire forskere, som modtog prisen og blev hyldet af kronprinsen, har med deres forskning ændret forståelsen af, hvordan ændringer i hjernen kan føre til Alzheimers og andre typer af demenssygdomme. "The Brain Prize" tildeles af Lundbeckfonden og blev første gang uddelt i 2011. Prisen er en international hjerneforskningspris, der årligt uddeles af Lundbeckfonden til en eller flere forskere.
Hanne Boel sang for kronprinsen
Ved prisoverrækkelsen var der fokus på forskning og prisvinderne, men et af højdepunkterne i begivenheden var faktisk musikalsk. Sangeren Hanne Boel indledte således det hele med at give et nummer akkompagneret af to guitarister. Det var lige noget for kronprins Frederik og alle andre at høre Boels fantastiske stemme.