Kronprins Frederik til livvagtens bryllup
Hvis virkeligheden giver inspiration til TVs dramaserie om livvagterne, er der stof til en hel TV-søndag i den virkelighed, der udspandt sig i det sydlige Afghanistan de første dage i december 2008.
"Krig og kærlighed"
Titlen kunne passende hedde "krig og Kærlighed" - for sådan var det, da kronprinsens 52-årige chef-livvagt og direktør Suzanne Danneskiold Lassen sagde ja til hinanden. Med kronprinsen som forlover og soldaternes feltpræst som den kirkelige myndighed.
Hemmeligt bryllup
Brylluppet fandt sted midt i en skarpt bevogtet dansk fæstning, Camp Bastian, hvor kirken såmænd er et stort telt. Det hele foregik i dybeste hemmelighed.
Det er Suzanne Danneskiold Lassens andet ægteskab. Hun var tidligere gift med den administrerende direktør i Radiometer, Peter Kürstein.
Godsejerdatter fra Sydsjælland
Den 45-årige godsejerdatter fra Holmegaard på Sydsjælland er mor til to og arbejder som direktør for Danish American Business Forum.
Adelig og krigshelt
Hendes mor er født Danneskiold Samsøe, Som hører hjemme i dansk adels øverste rangorden, mens hendes nu afdøde far var bror til den højt dekorerede danske krigshelt, Anders Lassen, som blev dræbt i kamp for englænderne på Anden Verdenskrigs sidste dag.
Dertil kommer, at den nybagte brud i fritiden er en fremragende jæger. Fødegodset Holmegaard drives i dag af hendes bror, Christian D. Lassen.
Farvel til PET
Brudgommen fratræder i næste uge sit job i PET og fortsætter netop karrieren i Afghanistan, hvor han skal arbejde for den europæiske politistyrke, Europol.