Kronprins Frederik tog fusen på Mary i dykkerdragt
Efter en fridag i Thy kom kronprinsparret sejlende til Hirtshals. Under indsejlingen til den driftige fiskeriby stod kronprinsparret igen med tvillingerne på armen.
Kronprinsesse Mary forsøgte at lære prins Vincent at vinke, mens kronprins Frederik kiggede rundt sammen med prinsesse Josephine.
Efter modtagelsen på havnen kørte de kongelige gæster gennem byen i karet til Den Grønne Plads. Her var der musikalsk underholdning af Hjørring Musiske Skole.
Formiddagens program sluttede på museet Nordsøen, hvor kronprinsen dykkede ned i akvariet for at fodre klumpfisken.
Nede i akvariet boltrede kronprinsen sig som en fisk, og på den anden side af den 41 centimeter tykke glasrude stod kronprinsesse Mary og nød synet af sin neddykkede frømand.
Omgivet af 3000 fisk samt klumpfiskene Hamlet, Anthon og Andrea kom kronprinsen helt hen til ruden. Her kyssede parret hinanden under vilde klapsalver, og kort efter var frømanden igen en ægte kronprins.