Kronprins Frederiks tætte forhold til sin mormor dronning Ingrid
- Min mormor og jeg har en helt særlig kontakt. Vi forstår hinanden, hun og jeg. Vi har næsten et kammeratligt forhold, Hun er én, man kan tale med om hvad som helst.
Sådan lød det, da kronprins Frederik for mange år siden fortalte om sit forhold til sin mormor, dronning Ingrid, og hun var da også det menneske, som han lige fra sin tidligste barndom og til dronning Ingrids død i 2000 følte sig tættest knyttet til.
Dronning Ingrid lærte Frederik at cykle
Når Frederik som lille skrækslagen blev hevet ud på balkonen på Amalienborg på sin mors fødselsdag, var det mormor, han holdt sig til, ligesom det var hende, der hver sommer gjorde ferierne på Gråsten Slot til noget helt særligt. Blandt andet var det dronning Ingrid, der lærte Frederik at cykle!
Hun lærte ham i det hele taget mange ting, vel vidende, at det en dag var Frederik, der skulle overtage tronen.
Vejen til Kancellihuset
Dronning Ingrid og kronprins Frederik havde mange gode samtaler under fire øjne i Kancellihuset, hvor hun boede i sine sidste år, og det er nok ikke helt tilfældigt, at det netop blev Kancellihuset, som kronprins Frederik valgte som sit hjem efter brylluppet med Mary.
Da kronprinsen havde bestået sin frømandseksamen og blevet udnævnt til premierløjtnant af reserven i Søværnet, forærede dronning Ingrid ham hans morfar, kong Frederiks sabel.
- Det ville have glædet din bedstefar, sagde hun, hvorefter hun og Frederik skålede i champagne.
Og Daisy, du har jo to dejlige sønner
Da dronning Margrethe i januar 1997 fejrede sit 25-års regeringsjubilæum, var det kronprins Frederik, der som sædvanligt fulgte sin mormor til bords ved gallamiddagen på Christiansborg. Og ligesom alle andre i Riddersalen fik også han en klump i halsen, da dronning Ingrid til alles overraskelse pludselig rejste sig for at sige et par ord til sin datter. Talen sluttede således: "Og Daisy, du har jo to dejlige sønner, så jeg tror, at jeg trygt kan lukke mine øjne, og de vil gøre det bedste for Danmark".
Kronprins Frederik hastede hjem fra Australien
Dronning Ingrid led af knogleskørhed og blev med årene svagere og svagere. Da lægerne til sidst kunne se, hvor det bar hen, var kronprins Frederik i Australien. Efter mødet med Mary i september 2000 måtte han ud at se hende igen. Men kærlighedsferien blev kort, for da kronprins Frederik hørte, hvordan det stod til med hans mormor, hastede han hjem.
Dronning Ingrid døde i Kancellihuset den 7. november 2000 - og Frederik nåede at sige farvel. Om han også nåede at fortælle sin elskede mormor om Mary, ved kun de to.