Fredag, 2. september 2022 - af Marianne Singer

Kronprinsesse Mary afslører: Nu skal vi prøve noget helt nyt

Kronprinsesse Mary under Ensomhedskonferencen i Herning torsdag. 

Kronprinsesse Mary under Ensomhedskonferencen i Herning torsdag. 

Foto: Theis Poulsen
Kronprinsesse Mary havde nyt fra talerstolen, da hun torsdag deltog i Folkebevægelsen mod Ensomheds konference i Herning.

- Vi ser meget frem til snart at kunne offentliggøre projektet, som er støttet af Det Obelske Familiefond og Lauritzen Fonden, men foreløbigt vil jeg blot fortælle jer lidt om tankerne bag. Vores nye ensomhedsprojekt adskiller sig fra vores tidligere projekter; i stedet for at udvikle et nyt tilbud, vil vi udvikle et projekt, der trækker på og understøtter de gode tilbud, som allerede findes. Tilbud, som mange af jer, der sidder her, repræsenterer.

Sådan lød det torsdag formiddag fra kronprinsesse Mary oppe fra talerstolen under Folkebevægelsen mod Ensomheds konference i Herning. 

Dermed afslørede kronprinsesse Mary, at hun som formand for Mary Fonden er med til at prøve noget helt nyt, hvor flere initiativer, der allerede er i gang, samarbejder om at skabe det bedste tilbud for unge ensomme mennesker, i stedet for at starte et helt nyt tilbud op.

Foto: Theis Poulsen

Skræddersyet tilbud

- Ensomhed er ofte koblet med andre mentale helbredsproblemer og sociale udfordringer. Om et ungt menneske har brug for gruppeterapi med ligesindede, et mødested, en mentor eller noget helt fjerde, det afhænger af, hvad det unge menneske har med sig, forklarede kronprinsessen endvidere.

- Vi vil give unge mennesker et forløb, der er skræddersyet til dem. Det kan kun lade sig gøre, fordi der er så mange mennesker i hele landet, der hver dag arbejder for at skabe specialiserede indsatser på det her område.

Det skal ikke være et tabu

Kronprinsesse Mary var under konferencen i MCH Herning Kongrescenter med til at sætte fokus på ensomhed og Folkebevægelsen mod Ensomheds arbejde for at aftabuisere følelsen.

Undervejs fik hun hilst på nogle af de unge, der som en del af konferencen holdt oplæg om deres personlige oplevelser med ensomhed.

Mange involverede 

I 2015 gik en lang række organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder sammen om at skabe Folkebevægelsen mod Ensomhed, og Mary Fonden har siden da været en del af styregruppen.

At bekæmpe ensomhed er et af Mary Fondens tre indsatsområder, og fondens vision er, at alle mennesker skal have adgang til nære, respektfulde relationer.
Over 80 organisationer, kommuner, virksomheder, skoler, trossamfund og væresteder er i dag en del af Folkebevægelsen mod Ensomhed.

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden